
Pressemeddelelse: 960 løbere til DM Klassisk
960 løbere har meldt deres ankomst til DM Klassisk i Stenderup skovene den 8. september.
Carsten, Chris og Allan Herreelitefeltet føres an af de 3 tidligere verdensmestre Carsten Jørgensen, Chris Terkelsen og Allan Mogensen. Men de vil med sikkerhed blive presset hårdt af bl.a. Henrik Jørgensen, Mikkel Lund, René Rokkjær, Morten Fenger Grøn, Rune Olsen, Thomas Jensen samt Troels Nielsen.
I Dameklassen er der ikke de store nyheder. Favoritter er: Anne K.Olesen, Helene Hausner, Maria Højer, Dorte Dahl og Charlotte Thrane. Charlotte vandt forrige weekends JFM Klassisk og ser ud til at være i god form. Charlotte blev første gang dansk mester i Dame 21 i 1984.
Sponsorer for over 100.000 kr.
Det er første gang, Kolding OK er vært ved DM- Klassisk, og vi prøver at skabe et godt arrangement med nogle gode rammer.
Banelægningen er lagt i hænderne på Ulrik Staugaard og Per Eg Pedersen.
Der har det sidste 1½ år arbejdet en 5 mands stævneledelse bestående af: Bent Jakobsen, N.P. Pedersen, Kenneth Zimmer, Klaus Staugaard og Peer Kristensen.
Vi har været ude at kigge lidt på hvad andre sportsgrene gør for at blive attraktive for sponsorer og presse.
Og det er lykkedes os at finde sponsorer for over. 100.000 kr. i naturalier og kontanter. Største enkeltstående sponsorat er fra Adidas der beklæder alle 100 officials med deres nye produkter.
Kolding kommune har sagt ja til at hylde de danske mestre med en personlig gave.
Pressen er begyndt at skrive om os og vi forhandler i øjeblikket med de nationale og regionale TV-stationer om dækning af arrangementet.
Vi har som noget nyt opbygget et VIP telt og inviteret kommune, samarbejdspartnere og sponsorer til at komme og opleve vores fantastiske sport. De skal beværtes samt have en vandring i skoven, hvor de kommer til at opleve vores sport tæt på. Meningen med dette er at give samarbejdspartnerne en oplevelse af, at vi er en seriøs, sund og naturvenlig sport, der er attraktiv at samarbejde med. 30 personer har på nuværende tidspunkt tilmeldt sig arrangement.
Banerne er hos trykkende og nu glæder vi os til at byde de tilmeldte velkommen.
På vegne af stævneledelsen
Peer Kristensen
