Hvad er orienteringsløb?Marielund kort med bane

Orientering er meget mere end løb!

 – hvorfor løbe den samme rute som alle de andre? Tag styringen og vælg den hurtigste vej på kortet!

Orientering er sporten for dig, der vil have udfordringer, når du træner i det fri.

Orientering er en rigtig familiesport med plads til alle.

  • Få unikke naturoplevelse og motion – samtidig!
  • Tag del i orienteringsklubbens liv. Der er tilbud til alle aldre.
  • Lær at finde vej i det fri med kort og kompas. Du bestemmer selv tempoet!
  • Tag på familietur til større arrangementer, hvor der er udfordringer for både store og små.

Orientering handler om at finde vej mellem et antal punkter – kaldet poster – ved hjælp af et kort. I den traditionelle udgave af orientering anvendes et specialtegnet symbolkort, som der er vist på eksemplet ovenfor.

Du starter ved trekanten og finder frem til posterne i den rækkefølge, de er angivet på kortet. En orienteringsbanes slutning er markeret med en dobbelt-cirkel. Konkurrencen ligger i at finde vej til posterne i den angivne rækkefølge hurtigst muligt.

Orientering er i dag også andet end konkurrenceidræt. Det er eksempelvis også naturoplevelser, skattejagter, motion og vandreture, hvor man selv bestemmer tempoet.

Orientering har udviklet sig meget de senere år. Den oprindelige disciplin, hvor man finder poster i skoven, lever i bedste velgående, men er i dag suppleret med bl.a. byorientering, mountainbikeorientering, stavgangsorientering, kajakorientering, GPS-orientering og orientering på korte sprintbaner.

Der er med andre ord et tilbud til alle!